Af Rasmus Paludan

Internettet har ikke blot demokratiseret den offentlige debat. Det har også gjort det muligt for millioner af mennesker at forveksle skriveadgang med tænkeevne.

En person skrev for nylig, at han var blevet blokeret af mig, fordi han havde brugt ordet “zionist”. Det lød sikkert morsomt i hans eget hoved. Problemet er blot, at det ikke var sandt.

Baggrunden var ikke et ord. Baggrunden var, at han havde påstået, at jeg skaber had mod muslimer ved at opildne kristne imod dem. Det er ikke en analyse. Det er ikke en skarp karakteristik. Det er en grov usandhed.

Når mennesker fremsætter den slags påstande, opstår det egentlige spørgsmål: Skal man overhovedet anerkende dem som deltagere i en offentlig samtale?

Det spørgsmål er langt større end én person, én blokering og ét socialt medie. Det handler om et af vor tids mest alvorlige intellektuelle problemer: At næsten alle nu har teknisk adgang til den offentlige debat, men kun få har forudsætningerne for at deltage hæderligt i den.

Før i tiden krævede offentlig deltagelse en vis friktion. Man skulle skrive et læserbrev, overbevise en redaktør, møde op til et møde, holde en tale, stille sig frem fysisk eller på anden måde passere gennem institutioner, normer og risiko. I dag kræver det kun en telefon, en internetforbindelse og fravær af skam.

Det har ændret offentligheden.

Ikke kun til det bedre.

Ortega y Gasset og massemandens selvtilfredshed

Den spanske filosof José Ortega y Gasset beskrev allerede i Massernes oprør den moderne massemand. Pointen hos Ortega er ofte blevet misforstået. Han taler ikke blot om underklassen eller om de fattige. Massemanden er en mennesketype: den selvtilfredse, middelmådige person, der ikke føler nogen indre forpligtelse til at hæve sig, lære, disciplinere sig eller anerkende højere målestokke end sine egne umiddelbare indfald.

Det er en næsten profetisk beskrivelse af den digitale debattør, der skriver: “Jeg har en mening, derfor er min mening relevant.”

Men en mening er ikke relevant, blot fordi nogen har den. En påstand bliver ikke værdifuld af at blive tastet ind i et kommentarfelt. Det afgørende er, om den er sand, begrundet, rimelig, præcis og fremsat af en person, der faktisk vil samtalen.

Ortegas massemand er netop kendetegnet ved, at han nyder civilisationens frugter uden at forstå de krav, der skabte civilisationen. Den digitale massemand nyder ytringsfriheden uden at forstå de dyder, som gør ytringsfriheden værdifuld: sandhedskærlighed, selvbeherskelse, oplysning, ansvar og evne til at skelne mellem kritik og løgn.

Hannah Arendt og tabet af respekt for fakta

Hannah Arendt skrev i Om sandhed og løgn i politik om forholdet mellem sandhed og politik. Hendes hovedpointe er stadig brutal og aktuel: Faktiske sandheder er sårbare, fordi de kan ødelægges politisk. Ikke ved at blive modbevist, men ved at blive behandlet, som om de blot var meninger.

Det ser man konstant på nettet.

Read more

Dansk presse læser de samme kilder. Citerer de samme eksperter. Bruger de samme forklaringer.

Det er ikke ondsindet. Det er strukturelt. Redaktioner belønner genkendelighed, ikke sandhed. Journalister er gruppedyr. Og der er emner — om menneskelig natur, seksualitet, status, biologi, magt — som man ikke berører, hvis man vil beholde sine kolleger og sin karriere.

To eksempler på, hvad det betyder i praksis:

I 2010 publicerede forskere fra University of Minnesota et studie i Journal of Personality and Social Psychology. De ville vide, hvorfor folk køber grønne produkter. Svaret var ikke, hvad de fleste håbede: folk køber grønne produkter primært, når det er synligt for andre — fordi det signalerer, at man er et godt menneske. Når indkøbet er privat, falder interessen markant. Bæredygtighed er i vid udstrækning statussignalering, ikke overbevisning. Det studie eksisterer. Det er citeret hundredvis af gange. Det er aldrig diskuteret i dansk presse.

I 2006 publicerede adfærdsøkonomerne Dan Ariely og George Loewenstein — begge verdens mest citerede inden for deres felt — et studie om seksuel ophidselse og beslutningstagning. Mandlige forsøgspersoner blev sat i en tilstand af seksuel ophidselse og derefter adspurgt om deres villighed til en lang række seksuelle handlinger. Resultatet var entydigt: seksuel ophidselse øger villigheden til næsten alle former for seksuel adfærd dramatisk — inklusive handlinger som forsøgspersonerne i neutral tilstand havde afvist som utænkelige. Mennesket i ophidset tilstand er et fundamentalt andet væsen end mennesket i neutral tilstand. Det studie eksisterer. Det er veldokumenteret. Dansk presse omtaler det ikke.

Det er ikke tilfældigt. Det er en systematisk blindhed.

Frihedens Stemme KOMPLET gør noget andet.

Jeg læser det, dansk presse ikke læser. Jeg oversætter det til dansk virkelighed. Og jeg skriver det uden moralske forbehold og uden undskyldninger.

Ikke aktivisme. Ikke følelsespornografi. Ikke “nuancer for nuancernes skyld.”

Analyse. Mekanismer. Konsekvenser.

Hvis du vil læse det, der forklarer verden som den er — ikke som vi gerne vil have den skal være — er du det rigtige sted.

Rasmus Paludan