Tastaturet er ikke en dannelsesinstitution
Om netdebattens forfald, massemandens selvtilfredshed og hvorfor blokering ikke er censur
Af Rasmus Paludan
Internettet har ikke blot demokratiseret den offentlige debat. Det har også gjort det muligt for millioner af mennesker at forveksle skriveadgang med tænkeevne.
En person skrev for nylig, at han var blevet blokeret af mig, fordi han havde brugt ordet “zionist”. Det lød sikkert morsomt i hans eget hoved. Problemet er blot, at det ikke var sandt.
Baggrunden var ikke et ord. Baggrunden var, at han havde påstået, at jeg skaber had mod muslimer ved at opildne kristne imod dem. Det er ikke en analyse. Det er ikke en skarp karakteristik. Det er en grov usandhed.
Når mennesker fremsætter den slags påstande, opstår det egentlige spørgsmål: Skal man overhovedet anerkende dem som deltagere i en offentlig samtale?
Det spørgsmål er langt større end én person, én blokering og ét socialt medie. Det handler om et af vor tids mest alvorlige intellektuelle problemer: At næsten alle nu har teknisk adgang til den offentlige debat, men kun få har forudsætningerne for at deltage hæderligt i den.
Før i tiden krævede offentlig deltagelse en vis friktion. Man skulle skrive et læserbrev, overbevise en redaktør, møde op til et møde, holde en tale, stille sig frem fysisk eller på anden måde passere gennem institutioner, normer og risiko. I dag kræver det kun en telefon, en internetforbindelse og fravær af skam.
Det har ændret offentligheden.
Ikke kun til det bedre.
Ortega y Gasset og massemandens selvtilfredshed
Den spanske filosof José Ortega y Gasset beskrev allerede i Massernes oprør den moderne massemand. Pointen hos Ortega er ofte blevet misforstået. Han taler ikke blot om underklassen eller om de fattige. Massemanden er en mennesketype: den selvtilfredse, middelmådige person, der ikke føler nogen indre forpligtelse til at hæve sig, lære, disciplinere sig eller anerkende højere målestokke end sine egne umiddelbare indfald.
Det er en næsten profetisk beskrivelse af den digitale debattør, der skriver: “Jeg har en mening, derfor er min mening relevant.”
Men en mening er ikke relevant, blot fordi nogen har den. En påstand bliver ikke værdifuld af at blive tastet ind i et kommentarfelt. Det afgørende er, om den er sand, begrundet, rimelig, præcis og fremsat af en person, der faktisk vil samtalen.
Ortegas massemand er netop kendetegnet ved, at han nyder civilisationens frugter uden at forstå de krav, der skabte civilisationen. Den digitale massemand nyder ytringsfriheden uden at forstå de dyder, som gør ytringsfriheden værdifuld: sandhedskærlighed, selvbeherskelse, oplysning, ansvar og evne til at skelne mellem kritik og løgn.
Hannah Arendt og tabet af respekt for fakta
Hannah Arendt skrev i Om sandhed og løgn i politik om forholdet mellem sandhed og politik. Hendes hovedpointe er stadig brutal og aktuel: Faktiske sandheder er sårbare, fordi de kan ødelægges politisk. Ikke ved at blive modbevist, men ved at blive behandlet, som om de blot var meninger.
Det ser man konstant på nettet.
